Praktikker

Praktikker

På Glad Fagskole arbejder vi hen imod, at de unge går herfra med en tro på deres egen faglige kunnen, og en god fornemmelse af, hvad deres efterfølgende muligheder er.

I tråd med dette, har vi en fokuseret indsats omkring praktikker med henblik på, at erhvervsrette uddannelsesforløbet så meget som muligt samt, at kunne tilbyde praktikker til alle elevers individuelle behov.

Da skole og virksomhed ligger side om side og har samme fagområder, er der direkte adgang for vores elever til et aktivt virksomheds- og produktionsmiljø. Elever inddrages i større eller mindre omfang i de produktioner, der laves i de øvrige virksomheder, hvis det er til gavn for deres uddannelsesforløb.

Alle praktikker sker i et tæt samarbejde mellem elev, faglærer, kurator og praktiksted. I praktikkerne arbejdes der med individuelle målsætninger, der formuleres sammen med eleven. Forløbet dokumenteres og evalueres.

 

Kortvarige interne praktikker

Alle elever har mulighed for, i en kortere periode, at deltage i undervisningen på en af vores øvrige faglinjer. Denne mulighed anvendes ofte til nye elever som har brug for et indledende afklaringsforløb, og til de elever der har lyst til at afprøve sig i nye faglige og sociale rammer.

ortvarige interne praktikker kan også være en fordel for de elever, der har brug for et meget forsigtigt praktikforløb og derfor har brug for tryghed gennem et genkendeligt miljø.

 

Virksomhedsforlagt internt praktikforløb

Eleverne på Glad Fagskole har mulighed for at komme i et længerevarende praktikforløb i Glad Fondens egne virksomheder. Målet er, at give eleven erfaring og kendskab til et arbejdsliv og de vilkår, man møder på en arbejdsplads. At Glad Fondens produktioner har en tæt miljømæssig kobling med fagskolen betyder, at eleven ikke skal bruge så meget energi på nye omgivelser og kan koncentrere sig om at lære og erfare fra sin praktik.

Praktikken kan både arrangeres indenfor elevens eget fagområde eller, hvis ønsket, et andet fagområde.

 

Ekstern praktik

Alle elever tilbydes praktik i en ekstern virksomhed i løbet af uddannelsen. Denne type praktik har til formål, at give eleven erfaring i en arbejdssituation uden for de kendte rammer. Praktikken kan både arrangeres indenfor elevens eget fagområde eller, hvis ønsket, et andet fagområde.

Glad Fagskole har samarbejde med et bredt netværk af virksomheder indenfor de fagområder, vi uddanner i. Dette har vi blandt andet opnået i kraft af lærernes faglige netværk, og gennem fondens virksomheder, der har en bred vifte af kunder og samarbejdspartnere.