Overnatning for elever på Glad Fagskole

 

 

Som noget nyt har vi afholdt en mini-lejr for vores elever på Glad Fagskole. Torsdag i uge 8 mødte eleverne ind til et tætpakket program med sociale aktiviteter, gaming, quizzer og udflugt i Ringsted.

Om aftenen havde køkkenet lavet luksusmiddag med byg-selv burgere, og der var hygge og god stemning lige indtil lyset blev slukket kl 23. De elever, der havde lyst, hvilket var de fleste, kunne overnatte på skolen. Der blev grinet og snakket lige til sengetid.

Det var også nogle glade men trætte elever, der fredag kastede sig over køkkenets brunch, inden sidste punkter på programmet blev afviklet, og alle kunne tage hjem til en lang weekend.

Den umiddelbare respons fra vores elever er, at de var meget tilfredse med overnatningen. Faktisk så tilfredse, at det blev efterspurgt om fremtidige mini-lejre kunne vare flere dage.

Det gode ved at lave mini-lejr på skolen er, at eleverne kan deltage i det omfang, som de synes, de kan magte. Ofte vælger man på skoler at tage på hyttetur, men det vores erfaring, at nogen elever ikke ønsker at deltage på sådan en tur, fordi det at tage hjemmefra måske er for skræmmende. Vi havde i denne omgang oplevelsen af, at alle deltog i dele af eller hele lejren, og på den måde blev ingen ekskluderet. Det er vi rigtig glade for. Når eleverne deltager samlet i arrangementer i huset udvides mulighederne for sociale relationer på tværs af faginteresser og nye venskaber opstår. Ungelivet kommer i centrum og samværet bliver båret af aktiviteter med fokus på sammenhold og humor.